I lokalsamfundets tjeneste
Nyheder om stort og småt, reportager, portrætter og temaer om alt mellem himmel og jord. Det har været kendetegnende for min hverdag som freelancer, dagbladsjournalist og ugeavisredaktør hos blandt andre Randers Amtsavis, Århus Stiftstidende og Viborg Stifts Folkeblad.
Du kan se et mindre udsnit af opgaver jeg har løst herunder.
Portræt af bysbørn
Det er ikke sjældent sket, at jeg som journalist har været sendt afsted for at interviewe lokale bysbørn såvel som nytilflyttere til et portræt til enten ugeavis eller dagblad. En opgave der udover at give netværk og ny viden, som oftest også har ført til et væld af idéer til nye artikler.
50 år med fart på: Morten Arnesen bygger stadig sine vinger på vej ned
”Morten, vi hopper ned fra broen, og så bygger vi vingerne på vej derned”. Sådan kunne Morten Arnesens nu afdøde far finde på at sige til ham. Og den tilgang til livet præger den 50-årige direktør i Arena Randers og Randers Idrætshaller den dag i dag.
Nyheder med stor lokal betydning
Nyheder fra lokalområdet er livsnerven for de lokale dagblade. Og det med god grund; for det er langt fra uvæsentligt, at vi som journalister følger op på de bekymringer, som vores læsere ligger inde med, hvilket de to nedenstående artikler er oplagte eksempler på.
Derfor lugter det ved havnen: Mindst en million liter spildevand er ledt ud i fjorden ved en fejl
En henvendelse fra en borger og et billede af grumset vand ledte til denne opklarende historie, som også blev citeret af bl.a. TV2 Nord. Siden fulgte flere artikler.
Bamsen var den eneste, Kalle kendte i gæstedagplejen: – Det er jo søvnløse nætter som forælder
En henvendelse til Randers Amtsavis fra en frustreret bedsteforælder ledte mig på sporet af denne historie, som har tydeligt menneskelige konsekvenser på spil. Også her blev artiklen fulgt op.
Et spadestik dybere
Rammerne for at arbejde med undersøgende journalistik på et dagblad er anderledes end på større medier. Her er sjældent tid til at prioritere flere dages eller ugers arbejde på én enkelt historie, da der skal leveres artikler på daglig basis. Derfor kræver derfor et vedholdende fokus at komme i mål med historier, der går et spadestik dybere. Ikke desto mindre er det fra tid til anden lykkedes, som du kan se i eksemplet herunder.
Senge i flugtveje og mangelfuld viden: Midtjyske hospitaler halter bagefter på brandsikkerhed
En tilfældigt udtalelse i en artikel ledte mig på sporet af denne historie, som foruden aktindsigt fra flere kommunale beredskaber samt interviews med forskere og partskilder også krævede planlægning og samarbejde med andre redaktioner i JFM at forløse. Historien valgte også DK-medier at citere.
Live fra vælgermøder i det fri
Livet som dagbladsjournalist er ikke kun en sport med blok. I 2017 valgte Randers Amtsavis som optakt til kommunalvalget at lancere et nyt koncept kaldet ’Pølser og Politik’, hvor en lejet pølsevogn dannede rammen om vælgermøder i det fri. Her var jeg sammen med gode kolleger af sted med mobilen under armen for at filme og klippe små voxpop til avisens hjemmeside.
Som at være der selv?
Hvordan gør man et arrangement interessant at læse om, når det er ovre? Det er den svære opgave, som en reportage skal favne. Om det lykkes her, vil jeg lade læserne om at vurdere.
Et glimt ind i fremtiden: Studerende stod ansigt til ansigt med kendte forretningsfolk
Det er fredag eftermiddag. Et tidspunkt, hvor mange studerende flokkes om fredagsbaren. Men på Aarhus Business School er det i stedet pladserne i forelæsningslokalerne, der er rift om. Det gælder også i forelæsningslokalet med bogstaverne M3.
– Wow… Jeg plejede at falde i søvn deroppe, siger en slank kvinde med mørkt hår på klingende britisk og peger på et sæde i hjørnet af rummet fra podiet, hvor hun står.
Bemærkningen vækker latter blandt de unge tilhørere. Flere af dem har givetvis selv blundet til en forelæsning eller to.…
